søndag den 12. august 2012

Detroit Lufthavn


Skrevet d. 8-8-12. Lokal tid: 3:22 PM. Dansk tid 21:22

Nu er jeg her! Endelig er jeg officielt inde over USA’s grænser næsten uden problemer.
Da jeg skulle aflevere min bagage igen, efter at være gået igennem tolden, gjorde en vagt mig dog en anelse nervøs, da han sagde: ”you know you can be arrested for that?” Jeg havde jo bare stået pænt og ventet på ham for at aflevere min bagage, da han kort lige smuttede. Jeg er dog ikke sikker på, at det faktisk var mig han snakkede til, selvom det let kunne have lydt sådan.

Jeg sidder nu ved gate A67 i Detroit lufthavn, hvor jeg venter på min fly, der gerne skulle flyve kl. 7:54 PM lokal tid. Ja, det er lang tid, jeg skal vente på mit sidste fly mod min endelige destination. Men jeg har alt overlevelsesgrejet til at overleve de timer: computer, musik, tegnegrej, bog og ikke mindst slik. Men der mangler noget. Jeg vil sige, at Detroit lufthavn er den første lufthavn, jeg er stødt på, hvor der ikke er noget funktionelt åbent WI-FI.
Jeg sidder og kan vælge mellem hele to åbne netværk, hvor ingen af dem virker. Om det er fordi, at jeg sidder ved en af de mest yderliggende gates i lufthavnen, ved jeg ikke.

Men endelig er jeg i USA! Inden længe er jeg ved min værtsfamilie, og hvor jeg dog glæder mig helt vildt. Det er så småt begyndt at dæmre for mig, hvor lang tid der går, før jeg ser min familie igen. Men der venter sig jo også en kæmpe rejse foran mig.

EDIT: Jeg fandt ud af, hvordan internettet virkede, men på det tidspunkt var der ikke så lang tid tilbage til, at jeg skulle til at bekymre mig om at komme med mit fly.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar